Nu melder projektet de første indsatsområder ud

Nu går vi efter symbioser indenfor plast, industritekstil og overskudsenergi

Lagt online: 24.04.2018

Efter en analyse af gennemsnitlige ressourcestrømme blandt virksomhedstyper i 9220 og en række dialoger med nøgleaktører på ressourceområdet, er vi i projektet nu klar til at melde de første indsatsområder ud for afdækning af potentielle synergier i 9220.

Plast, tekstiler og energi er de første indsatsområder

Der er mange ambitioner på plastområdet og 9220 har nogle stærke aktører på området! Derfor ser vi gode muligheder for at skabe nye forretningsmuligheder på at arbejde sammen om plastfraktioner i 9220. Vi vil i projektet i første omgang mødes med en håndfuld virksomheder og ud fra deres erfaringer udvikle løsninger til gavn for virksomheder og miljøet i 9220. Målet er, at der i løbet af sommeren er nogle helt konkrete udspil til symbioser.
 
Tekstilområdet har mindre opmærksomhed, men der er i 9220 nogle interessante virksomheder på tekstilområdet. Industritekstiler er en affaldsfraktion med store miljøpåvirkninger og ofte interessante potentialer for genanvendelse. Vi vil i første omgang mødes med en håndfuld virksomheder for at få deres input til nye forretningsmodeller. Også her er målet at have helt konkrete udspil klar i løbet af sommeren.
 
På energiområdet er der et naturligt fokus på symbioser i at tænke fælles løsninger. Det er især relevant, fordi der er nye muligheder for anvendelse af fx overskudsvarme og planer om fjernkøling. Der er et behov for at afdække potentialer for den slags synergier blandt virksomhederne i 9220, og vi vil derfor mødes med en række virksomheder.

Har du andre gode forslag eller ønsker du at være med?

Der er fortsat masser af muligheder for at lave interessante samarbejder med støtte fra projektet. Hvis du som virksomhed ønsker at være med og/eller har andre gode idéer end plast og tekstiler, så hører vi meget gerne fra dig. Det nemmeste er at skrive til lonek@plan.aau.dk eller lyhne@plan.aau.dk, så vender vi hurtigt tilbage.
 
Projekt Bæredygtige Synergier er et samarbejde mellem Erhvervsnetværket, Aalborg Havn, House of Energy og Aalborg Universitet rettet mod at skabe vækst og arbejdspladser i 9220 gennem industrielle symbioser i området.